Vicevært i Midtjylland
Teknisk serviceleder til Lindbjergskolen/Spilophuset – skole og daginstitution i Hammerum/Gjellerup
Har du relationelle, organisatoriske og tekniske færdigheder, og vil du være en vigtig del af holdet omkring vores skole og daginstitution i Hammerum/Gjellerupområdet, så bør du se nærmere på denne stilling. Vi søger nemlig en ny teknisk serviceleder til lokalområdet.
Stillingens indhold
Fra 1. januar 2025 til 1. januar 2026 vil du have ansvaret for driften af Lindbjergskolen, og fra 1. januar 2026 vil du få ansvaret for driften af både skole og daginstitution. I 2025 vil der være et forpligtigende samarbejde mellem skole og daginstitution.
Driften består af vedligeholdelse og håndtering af bygninger og udenomsarealer på alle fronter. Det gælder alt lige fra styringsprogrammer på computeren til opsamling af affald på legepladsen. I din dagligdag skal du have overblikket, så du får skole (og daginstitution) til at fremstå indbydende og driftssikker. Du skal lede medarbejdere i teamet, men du skal samtidig arbejde sammen med dem på det praktiske niveau. Du vil have megen kontakt til ▶Herning Kommune◀s Driftsafdeling, lokale håndværkere samt offentlige myndigheder.
Du vil dagligt være i et miljø med rigtig mange børn og voksne, hvilket kræver stor tålmodighed og gode relationskompetencer.
Daginstitutionen ”Spilophuset” står over for et byggeri, og du vil dermed indgå i samarbejdet med entreprenører på disse projekter.